Løvfaldstur

”Løvfaldstur d. 29.10-2021” – stod der i indbydelsen, som Lokalhistorisk Forening reklamerede med på deres hjemmeside… men det skulle vise sig at dagen ville byde på mere end flotte efterårsfarver i vores skønne natur.

Turen startede - som ved tidligere ture - på Sofiendalsskolens P-plads kl. 08:45, hvor Erik Slott på klokkeslættet startede turen mod Kalundborg.

Destinationen var Kalundborgs 5-tårnede kirke, Kalundborgs museum samt Røsnæs fyr – krydret med kulinariske specialiteter på henholdsvis La Viva i Kalundborgs gågade samt Cafe Dyrehøj på Dyrehøj Vingaard.

35 deltagere havde fundet indbydelsen interessant og sammen med Erik Slott som chauffør samt vores formand Kjeld Nielsen som guide, så blev turen en både historisk oplysende samt humoristisk tur igennem det smukke Midtsjælland.

Præcis klokken 10.30 kørte Erik Slotts bus ind på P- pladsen til Vor Frue kirke samt museet. Kjeld havde allieret os med Martin Pavon, som på fortræffeligst vis fortalte os om Kalundborgs slot med tilhørende borgruin fra middelalderen og derefter om Vor Frue kirkes historie samt bygningsteknik.

Vores guide – Martin - bød os alle velkommen til Kalundborg og fortalte kort om de næste 2 timers program. Inde i museets haveanlæg var der lavet en model af Kalundborg slot med 2 ringmure samt mange små og store forsvarstårne.

Kalundborg slot er en middelalderborg; - men dens oprindelige udseende og alder kendes ikke præcist, da den i historiens løb har gennemgået talrige ombygninger. Men via arkæologiske udgravninger, hvori Martin Pavon har været en meget aktiv arkæolog, har man kunnet datere middelalder-borgen helt tilbage til Esbern Snare i Valdemar Atterdag den Stores regeringsperiode i midten af 1100-tallet.

Efter en meget levende og detaljeret beskrivelse af middelalderborgen op igennem tiderne fik vi en lige så berigende fortælling om Vor Frue kirke; - først inde i selve kirken og senere på museet – hvor Martin via 13 sammensyede vægvæverier fortalte om Kalundborgs historie.

 Efter at have takket Martin Pavon for en flot guidet tur igennem Kalundborg slots historie … så var tiden kommet til at få dækket vores kulinariske behov – som vi indtog på en Italiensk restaurant …La Viva.

Efter at have indtaget en platte med røget laks, tunsalat, parmesan skinke, ost… samt en genstand kørte Erik os ud til turens 2. destination… Røsnæs fyr; - som ligger i et meget naturskønt område. Det var meningen at vi skulle ud og se bunkerne fra 2. verdenskrig med tilhørende radaranlæg – som blev brugt i perioden 1951 til 1963; - men tiden var knap, så dette besøg har vi til gode til en anden gang.

På vejen tilbage til eftermiddagskaffen på Dyrehøj Vingaard, kom vi ud for en hændelse som vores chauffør – Erik, og vi andre – vil huske i lang tid.

På grusvejen tilbage skulle bussen på et smalt sted – vige for en personbil. Hvad Erik ikke vidste – var at der langs vejen for nyligt var gravet kabler ned i jorden … og efterladt uden at jorden efterfølgende var blevet komprimeret. Dette bevirkede uundgåeligt at bussen – i den bløde rabat- sank i til akslerne.

Men her viste bussens passagerer sig som meget fornuftigt tænkende individer. I den side hvor bussen var sunket i jorden – her rejste de sig og steg ud ad chaufførens dør… hvorimod passagererne i venstre side blev siddende. Herved blev vægten i bussens højre side lettet for sin last.

De stærke mandfolk (undertegnede inklusive) kunne herefter og med Eriks professionelle virke som chauffør… skubbe bussen op af den bløde jord igen og vi alle blev en oplevelse rigere – og eftermiddagskaffen på Dyrehøj Vingaard var reddet.

Vel ankommet til Cafè Dyrehøj – som er Danmarks største vingård– fik vi kaffe og lækker lagkage; - hvorefter vi kunne gå på sightseeing i deres galleri samt prøvesmage deres lækre vine og likører.

Dyrehøj Vingaard har stort destillerianlæg og fremstiller ud over deres egne vine også øl fra Holbæk bryghus.

Hjemturen gik ad Holbækvej – via Jyderup, Mørkøv, Ugerløse, Store Merløse og til Ringsted.

Klokken ca. 18:00 kørte vi ind igen på p. pladsen til Sofiendalsskolen i Haslev.

Tak for en dejlig ”Løvfaldstur”.

Vh. Hans-Erik Hansen.

Luftfoto af kirken
Luftfoto af kirken
Martin Pavón fortæller
Martin Pavón fortæller
I museets haveanlæg var der lavet en model af Kalundborg slot med 2 ringmure samt mange små og store forsvarstårne.
13 sammensyede vægvæverier fortalte Kalundborgs historie
Et mindre uheld afkortede turen på Røsnæs
Et mindre uheld afkortede turen på Røsnæs
På Dyrehøj fik vi kaffe og lagkage
På Dyrehøj fik vi kaffe og lagkage
Opstart ved Sofiendalskolen

Opstart ved Sofiendalskolen

Udflugt til Forsorgshistorisk museum i Slagelse.

Fredag den 27. august 2021 havde Lokalhistorisk forening Faxe inviteret alle medlemmer til den 1. udflugt efter Coronaen lukkede samfundet ned i marts 2020.

Udflugtsdestinationen var Forsorgshistorisk Museum på Anders Vænge i Slagelse.  Meteorologerne havde nogle dage forinden varslet udbredt regn den 27. august; - så det var med blandede forventninger vi mødte op på Sofiendalskolens p. plads, hvor vores lokale buschauffør Erik Sloth kom og hentede os kl. 09:00. Undertegnede havde både paraply og regntøj medbragt.

Men som turen og dagen skred fremad, skulle det vise sig, at vi var fantastisk heldige og blev belønnet med strålende sol i de perioder vi var udendørs.

32 medlemmer havde meldt sig til turen.

 Turen til Slagelse kørtes i roligt og hyggeligt tempo; - samtidigt med at Kjeld bød os velkommen og fortalte om dagens program. Undervejs mod Slagelse kom Kjeld desuden med en masse humoristiske oplevelser fra sin tid som vognmand.

 Kl. 10:00 skulle vi være på Anders Vænge… og præcis kl. 09:59 trillede vi ind på p. pladsen foran Forsorgshistorisk Museum, som er det største museum af sin art i Nordeuropa. Vi blev budt velkommen af formanden for støtteforeningen ”Dansk Forsorgshistorisk Museum” Henning Jahn samt de 3 andre guider, der senere viste os rundt på museet i hold af 8 personer.

Vi blev budt på en lille forfriskning i form af 1 kop kaffe samtidigt med at Henning i ca. en time fortalte om grundlæggeren for museet – Erling Kristensen, der i 1963 startede på  en 3årig uddannelse som omsorgsassistent på den tidligere åndssvageanstalt på Andersvænge.

I hans uddannelsesperiode oplevede han mange gruopvækkende ting og fik herved ideen til at lave et museum. Alle de effekter, der blev kasseret på anstalten, samlede han sammen og gemte i smug.

Efterhånden blev samlingen af effekter, fotos, faglitteratur, film, avisudklip og meget mere på museet meget stor; - alt sammen noget der fortalte om de udviklingshæmmedes historie fra midten af 1800-tallet og frem til 1959. Ved Slagelses 700-års jubilæum havde Erling Kristensen lavet en stor udstilling, som blev en stor succes.

I tiden fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1959 levede de åndsvage en meget kummerlig tilværelse. Mange åndsvage blev iført muffetrøjer og låst fast til brikse i store sovesale; - og for at de ikke uhæmmet skulle formere sig, så blev de tvangs steriliseret.

Men i 1959 blev der lavet en ny åndsvage lov, der fuldstændigt ændrede synet på de åndsvage. Denne lov var med til at give de udviklingshæmmede samme rettigheder som resten af samfundet.

Efter Henning Jahns fortælling om museets historiske baggrund – blev vi delt op i 4 grupper sammen med en guide, som herefter den næste times tid viste os rundt på det store museums mange afdelinger.

 Efter en spændende rundvisning af museets dygtige og frivillige guider – samledes vi igen i bussen, hvorefter vi kørte til en restaurant ved Sorø Torv, hvor vi fik en lækker Tapas. (Lækre specialiteter fra det spanske køkken)

Efter den dejlige menu var der mulighed for at strække benene og eventuelt besøge Sorø Akademis flotte haveanlæg – inden der i restauranten blev serveret kaffe med æblekage til.

Kl. 15.45 dukkede Erik Sloth op igen med sin bus på Sorø Torv, hvorefter vi ad meget smukke smutveje langs Tystrup Bavelsesøerne kørte mod Haslev… og igen ledsaget af humoristiske historier fra Lokalhistorisk forening i Faxe`s formand …. Kjeld Nielsen.

Vel hjemme igen kl. 16.55 på Sofiendal skolens p. plads… takkes alle for en dejlig udflugt.

Pbv. Hans-Erik Hansen.

Indgang til museet
Indgang til museet
www.forsorgshistorien.dk
Henning Jahn holdt et interessant foredrag om
Henning Jahn holdt et interessant foredrag om
stedets historie gennem tiden ...
Hjælpemidler
Hjælpemidler
Model af avlsgården, hvor patienterne hjalp til
Model af avlsgården, hvor patienterne hjalp til
Mindesten ved Sorø Akademi for de faldne i Slesvig
Mindesten ved Sorø Akademi for de faldne i Slesvig
"Du der på vejen fra yngling til mand.
Her skal vi mindes de faldne soldater.
Soraner var de og kammerater
som gik i døden for deres land."

Løvfaldstur 1. november 2019

Vi var 34 glade medlemmer, der drog afsted kl. 10 fra Sofiendalskolen med Erik Slot.

Vejret var med os, og vi kørte af små snoede veje, mens vi nød den smukke natur. Kjeld var guide og underholdt veloplagt undervejs.

Vi kørte til Sct. Peders Kapel ved Præstø fjord, hvor organist Hans Krarup tog imod os. Han fortalte om kapellet og dets historie samt om Anders Lassen, for hvem der var rejst en mindesten foran kirken. Lassen blev dræbt i Italien under 2. verdenskrig.

Hans Krarup satte sig derefter til orgelet og spillede ”Se nu stiger solen af havets skød”, som vi sang til. – Det var meget stemningsfyldt.

Efter kirkebesøget viste det sig, at vi havde god tid inden middagen, så vi kørte en lang tur omkring Feddet m.m.

Vi ankom til Cafe Udsigten – det tidligere vandrehjem – der ligger så smukt ved Faxe Kalkbrud, hvor vi kunne nyde udsigten fra prismet.

Vi fik en lækker kalvesteg, stegt som vildt med alt, hvad dertil hører samt vin, øl eller vand, som man nu havde lyst til. Bagefter fik vi kaffe og en dejlig æblemuffin med cremfraiche.

Efter at have hygget og snakket tog vi til det nye museum, der er indrettet i det gamle rådhus. Det var en stor skuffelse, og jeg tror at vi alle var enige om det – der var næsten ingenting og det der var, var hurtig set.

Efter museumsbesøget kørte vi mod Haslev igen, og en rigtig dejlig dag var slut.

Jytte Melau

Sct. Peders Kapel
Sct. Peders Kapel
Hans Krarup fortæller
Hans Krarup fortæller
Mindesten for Anders Lassen
Mindesten for Anders Lassen
Prismet ved kalkbruddet
Prismet ved kalkbruddet
På vej fra museet
På vej fra museet

Musikarrangement på Haslev Bibliotek, 26. september 2019 med

"Midtsjællands Spillemandslaug"

31 af foreningens medlemmer var mødt forventningsfulde op for at lytte til den glade spillemandsmusik - og de blev ikke snydt ...

Det var en hyggelig aften med blade mennesker og god musik og nogle stykker fik da også lyst at røre benene.

Rundvisning på Sclerosehospitalet 28. aug. 2019

Rundvisning på Sclerosehospitalet 28. aug. 2019

Schlerosehospitalets invitation for medlemmer af Lokalhistorisk Forening.

Indledning:

Onsdag den 28. august viste vejrguderne sig fra den bedste side. Schlerosehospitalet havde inviteret medlemmerne af Lokalhistorisk Forening til fremvisning af hospitalet i forbindelse med deres 60-års jubilæum i 2019. Der stod i invitationen at 40 medlemmer var det maksimale, der kunne tilmelde sig den 28.08. Så det var efter ”Først til mølle” princippet.

Allerede kl. 15:00 mødte de første op ved hovedindgangen til hospitalet; - og en halv time senere blev alle 40 tilmeldte vist ind i kantinen, hvor der var dækket op til kaffe.

Efter at formanden for Lokalhistorisk forening – Kjeld Nielsen – havde budt os velkommen, tog Brita Løvendahl, som er hospitalsdirektør for både sclerosehospitalet i Ry og i Haslev, over og lavede en meget detaljeret beskrivelse af den historiske baggrund for hospitalet, Statens bevilling af penge og de udfordringer det giver med de stadigt stigende antal af mennesker med sclerose. Brita fortalte herefter om de første symptomer på sygdommen, hvilke følgevirkninger sygdommen giver for ens personlighed, bevægelsesapparatet samt de tab, som man må forvente ikke vil komme tilbage.

Brita kom også ind på forskningen indenfor sclerose og fortalte her om Dr.med. Torben Fog, som fra 1955 var overlæge på Københavns kommunehospitals neurologiske afdeling, hvor han forskede i neuropatologi.

I 1957 var han formand for Landsforeningen og præsident fra 1968 til 1980.

Fra 1959 var han tilsynsførende læge på behandlingsinstituttet i Haslev.

Til slut fortalte Brita om de gode behandlingsresultater afdelingerne i Haslev og Ry oplever samt de meget positive tilbagemeldinger fra nuværende samt tidligere patienter.

 Efter selve introduktionen af hospitalsdirektøren blev vi delt op i 2 hold og vist rundt på alle dele af sclerosehospitalet, hvor henholdsvis Brita Løvendahl og Rikke, som er sygeplejerske, var vores guider.

Haslev afdelingen:

Den gamle hovedbygning blev opført som sanatorium af Nationalforeningen til Tuberkulosens bekæmpelse. Sanatoriet blev indviet den 5. december 1903 og var tuberkulose sanatorium indtil 1959 hvor Scleroseforeningen overtog bygningerne og oprettede Schlerosehospital.

Bestyrelse:

Indtil 2002 var de 2 hospitalsafdelinger adskilte, med hver sin bestyrelse, tilsynsmyndighed, leder m.m.

Herefter skete en omstrukturering af ledelsen. Man valgte en bestyrelse for begge hospitaler bestående af 7 medlemmer.

Der afholdes mindst 3 bestyrelsesmøder om året, hvor Sclerosehospitalerne deltager med hospitalsdirektøren sammen med ledelsesrepræsentanter samt medarbejderrepræsentanter. Scleroseforeningen deltager med direktør samt forretningsfører.

 Hospitalets mission:

Det har med den nye ledelse af en hospitalsdirektør samt én bestyrelse til to hospitalsafdelinger været missionen at skabe forudsætningerne for succes med følgende kriterier:

  • Stærk ledelse, bestyrelse og drift.
  • Korte kommandoveje
  • Patient-tilfredshed
  • Godt arbejdsmiljø: fra stress, til trivsel, til mental robusthed.
  • Attraktiv arbejdsplads: udviklingsmuligheder – personligt & fagligt
  • Ekspert – faglighed
  • Rette personer til rette opgaver

 Statens bevillinger:

Antallet af indlæggelser på hospitalerne er ikke proportionabel med Statens bevillinger. Derfor er der store udfordringer med at kunne give patienterne den rigtige behandling. Da antallet af indlæggelser har en stigende tendens, har en af ændringerne været at kunne forkorte indlæggelsesperioden. Før i tiden var en typisk indlæggelsesperiode på 7 uger. I 2002 var det ca. 5 uger og i 2019 endnu kortere tid. En af de nye behandlingsmetoder er at kunne foretage forundersøgelserne udenbys… dvs. enten i ens eget hjem eller på hospitalet.

I 2002 modtog hospitalerne 51 mill. kr. fra staten; - i 2018 modtog man 84 mill. kr.

Udover bevillingerne fra staten – så donerer flere og flere hjælpeorganisationer samt private personer også midler til Sclerosehospitalerne.

Sclerose:

De første kendetegn på, at sygdommen sclerose kan være på vej, er:

  1. Hukommelsen svigter.
  2. Man har svært ved at forklare sig i ord og sætninger.
  3. Evnen til at planlægge – forringes.
  4. Ens mentale tempo sættes ned i omdrejninger.

Det kan også være at man oftere får depressioner eller bliver angst, således at ens personlighed ændres.

I et lidt mere fremskredent stadie vil man opleve synsforstyrrelser, talebesvær og synkeproblemer.

Synkeproblemerne følges ofte med fordøjelsesbesvær og vandladning. Evnen til en forringet sexualitet er også en af kendetegnene.

Er Sclerosen diagnosticeret og længere fremme i forløbet vil følgende kunne opleves:

  1. Kraftnedsættelser.
  2. Lammelser.
  3. Følelsesløshed.
  4. Føleforstyrrelser.
  5. Spasmer.
  6. Balancebesvær.
  7. Smerter
  8. Træthed.

 Sclerosehospitalets ansatte:

Der er ca. 120 ansatte på hospitalet i Haslev; - fordelt på mange forskellige felter:

  • Fysioterapeuter
  • Ergoterapeuter
  • Ernæringsterapeuter
  • Neurologer
  • Neuropsykologer
  • Psykologer
  • Sygeplejersker
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Socialrådgivere
  • Sexologer

Der er en meget god samarbejdsånd på hospitalet. En ny stilling får ikke lov at stå åben i mange dage før den er besat. Nye ansatte står i kø og bliver skrevet op for at få sclerosehospitalet som arbejdsplads.

 Behandling af sclerose:

Behandlingen af ”Sclerose” er endnu ikke så langt fremme forskningsmæssigt, at den kan helbredes. Man kan via en intensiv behandlingsform, gøre livet meget bedre for de sygdomsramte.

På vore guidede tur rundt på Sclerosehospitalet i Haslev, blev der bl.a. fortalt om at maden, der bliver serveret til spisetiderne, tilhører den meget sunde kategori. Der bliver ikke serveret svine eller oksekød. Dette har ikke nogen religiøs årsag; - men mere at fedtindholdet i dette kød generelt er meget højt. I stedet serveres kyllinge- og fiskeanretninger sammen med en masse grøntsager.

På hospitalet har de også et meget moderne genoptræningslokale med en masse avancerede ”maskiner”. På billedet viser en af de ansatte funktionen af en elektronisk hest. Her fortalte han at hesten er virkelig god til at genoptræne og stimulere ryggens muskler.

 Udenfor i det dejlige haveanlæg, er der anlagt nogle baner med gummibelægning påtegnet med felter i forskellige faconer og farver. Disse baner bliver brugt til at stimulere patientens kaste- og gribeteknik. Man bruger her små lærredsposer fyldt med ærter som kasteskyts. Poserne har forskellige farver og symboler påmalet og her skal den enkelte patient kaste og ramme det symbol på banen – posen er påmalet med.

Sclerosehospitalet ligger som sagt i et smukt haveanlæg, fyldt med prydløg om foråret samt stauder og georginer om sommeren.

Alle patienterne må plukke blomster fra anlægget og pynte op på deres værelser.

Som et nyt kuriosum til hospitalet er der indenfor de sidste år bygget en havepavillon, som kan bruges til firmaers mødeaktivitet.

I vores rundvisning kom vi op i den gamle hovedbygning, hvor der var lavet et køkken bestående af 2 sektioner. En sektion med køkkenskabe og interiør, som vi kan huske for år tilbage og en anden sektion som var indrettet med køkkenskabe og interiør som alle kunne sænkes elektronisk, således at skabene og f.eks mikroovnen kom ned i en kørestol-brugers højde.

Til slut så vi et lokale, der bliver brugt til patienter med følelsesløshed og følelse forstyrrelser i fingrene. Små kasser med f.eks småsten kan her varmes op for at påvirke ens nervebaner i fingerspidserne.

 At leve med tab:

Der er ikke nogen alder på sclerose. Alle aldersgrupper kan blive ramt af sygdommen. Men har man haft et meget rigt og aktivt liv og bliver ramt af sygdommen i en forholdsvis tidlig alder, så kan det være meget hårdt at måtte indse følgende:

  • Tabet forårsaget af sygdommen: Sorg og smerte.
  • Erkende at det tabte ikke kommer tilbage.

Her tænkes især på kropslige funktioner såsom: hænder, arme ben, tale, syn, styrke m.m.

  • Tilpasse sig et liv uden det tabte: Fremtidsperspektiver, drømme, selvfølgeligheder, værdighed, følelsen af at høre til, selvværd, kontrol, identitet, håb og mening.
  • Fokusere på noget andet end sygdom, tab og sorg.

Kvalitetskontrol:

Sclerosehospitalet blev den 20. november – 2017 besøgt af kvalitetskontrollen: Det var med gode forhåbninger iblandet meget nervøsitet at medarbejderne på hospitalet imødeså resultatet af kontrollen.

De blev derfor meget glade, da kvalitetsstemplet kom påhæftet en ”meget glad smiley” med følgende kommentarer:

Hvad kan I være stolte af – hvad er I rigtig gode til!

  1. At I inddrager patienter og pårørende med udgangspunkt i patientens egne behov og ønsker.
  2. At i sikrer jer, at det er patientens egne behov der følges.
  3. Den ihærdighed, hvormed akkrediteringskravene følges.
  4. Den rolige og venlige atmosfære I skaber i begge huse.
  5. Evnen til at sikre ensartethed i behandling og pleje på tværs af matriklerne.

 Afslutning:

Med disse ord vil jeg slutte afhandlingen om Haslev Sclerosehospitals popularitet iblandt patienterne med at vise hvor lykkeligt et behandlingsforløb kan ske.

To patienter lærte hinanden at kende på hospitalet… og det endte med et ægteskab.

Skrevet af Hans-Erik Hansen

Brita Løvendahl og Rikke Haagensen
Brita Løvendahl og Rikke Haagensen
Den elektronisk hest
Den elektronisk hest
Øvelsesbaner til patienterne
Øvelsesbaner til patienterne

Udflugt til Bosjökloster i det naturskønne Skåne – samt Lund Domkirke,

fredag den 3. maj 2019.

39 forventningsfulde deltagere var - trods vejrgudernes varsling om koldt og vinterligt vejr - mødt op på Sofiendalsskolens p. plads fredag den 3. maj 2019. Men selv vejrguderne kan tage fejl. Solen skinnede fra en skyfri himmel, birketræerne stod med deres flotte nyudsprungne blade og solsortene fløjtede, så det var en lyst.

Grundet en lille forsinkelse, da vores chauffør – Bent - fra FladsÅ busselskab havde tiltænkt mødestedet til P2 Møblers parkeringsplads i Rønnede, så kørte vi ud fra p. pladsen i Haslev lidt over halv otte.

Vores guide på turen var Kjeld Nielsen. Efter at han havde budt os velkommen i bussen og Bent havde fortalt os om bussens indretning, hvor han bl.a. kom ind på bussens toiletforhold og brugen af dette – underholdt de os begge med sjove episoder fra deres arbejdsliv.

Vi kørte ad motorvejen mod København – over Sjællandsbroen med den smukke udsigt til Amager, forbi lufthavnen med alle SAS flyene holdende stille ved hangarerne og til sidst igennem Øresunds tunnelen og over Øresundsbroen mod Sverige, hvor vi hurtigt blev tjekket af det svenske politi ved paskontrollen.

 Lidt uden for Malmø gjorde vi et lille strække-ben ophold ved et drive-in spisested, hvor Bent var vært ved en kop kaffe, brygget i hans lækre bus. Tak til Bent for denne service!

Kl. 10:00 nåede vi vores destinationssted: Bosjökloster i det naturskønne Skåne.

 Bosjökloster ligger på en landtunge mellem de 2 søer : Västre Ringsjön og Östra Ringsjön.

Dets historie går hele 900 år tilbage i tiden, hvor området var under dansk herredømme. Noget præcist årstal for klosterets opførelse har man ikke, men man mener at det var i 1140erne hvor Benediktinerne begyndte at opføre sit nonnekloster ved Ringsjön.

De sidste 4 generationer har det været under slægten ”Bonde”. I 1908 blev klosteret erhvervet af grev Philip Bonde og hans hustru grevinde Anna Bonde. Deres søn grev Carl-Philip Bonde overtog ejendommen i 1947. Sammen med sin hustru grevinde Ellen Bonde åbnede de i 1962 Bosjökloster op for besøgende. Siden 1969 er det deres yngste søn grev Thord Bonde som forvalter og ejer Bosjökloster sammen med sin familie.

Vores guide på Bosjökloster var grev Thord Bonde (se billedet), som bød os velkommen på flot dansk og indledningsvist fortalte om den omfattende restaurering, der er foretaget af samtlige staldbygninger og brugen af disse såsom, udstillinger, koncerter, møder og private fester. Klosteret får ingen offentlig støtte, da det er privatejet. Midler til restaureringerne fås udelukkende via entreindtægter fra de besøgende.

Efter præsentationen blev vi vist rundt på klosteret, hvor vi så hvordan nonnerne på klosteret havde levet, deres påklædning og livsførelse samt i det hele taget alle de flotte og meget velholdte bygninger.

Hele arrangementet sluttede af med middag i en flot restaureret staldbygning til klosteret.

Menuen vi fik bestod af ”Hulbrød med tyttebær og spinat” som forret. ”Køtbullar med tyttebær og flødesaue” som hovedret og ”Is med rabarber” til dessert.  Lækkert !

Kl. 13:30 tog vi afsked med Bosjökloster og på vej hjemad tog vi lige en times ophold i universitetsbyen – Lund; - hvor vi på egen hånd kunne besigtige byen. Mange af os valgte at se domkirken.

Lunds domkirke er fra 1100 tallet… samme periode som Bosjökloster. Det fortælles, at da man byggede domkirken brugte man sten magen til - til Bosjökloster.

Den er således bygget af danskere da Skåne i 1100-tallet var under dansk herredømme. Det kan vi godt være lidt stolte af…

Domkirken er Nordens ældste ærkebiskopkirke og samtidig Nordens største og smukkeste eksempel på Romansk stil.

Den romanske stil er kendetegnet for sin ”rundbue stil”, hvorimod den gotiske stil er bygget i ”spidsbue stil”.

Kirken blev i 1234 hærget af en stor brand og skaderne heraf var synlige helt op til 1800 tallet, hvor kirken gennemgik en stor restaurering. Det var her kirken fik tilført et tårn mere.

 Et af domkirkens største seværdigheder er middelalderuret fra 1424. Uret består af flere dele, bl.a. et astronomisk ur. Når uret spiller - træder De Hellige Tre Konger frem og priser Jesusbarnet i Jomfru Marias favn. Uret spiller mandag - lørdag kl. 12 og 15.

   Vi havde aftalt at mødes ved bussen igen kl. 15:00, hvorefter vi startede hjemturen mod Haslev.

Da vi så afkørselsskiltet til Haslev fra motorvejen, greb Kjeld igen bussens mikrofon og takkede os alle sammen for god opførsel og vores chauffør – Bent, for god og sikker kørsel.

Turen til Bosjökloster nåede herved sin afslutning og blev en meget vellykket og mindeværdig tur.

Hans-Erik Hansen

Grev Philip Bonde
Grev Philip Bonde
Kopi af Domkirken i Lund
Kopi af Domkirken i Lund
Middelalderuret fra 1424
Middelalderuret fra 1424